HUSET VENTURE SKÆNKER 27 PC’ERE TIL UKRAINSKE FLYGTNINGE

Huset Ventures IT-Genbrug har doneret en stor mængde kvalitetscomputere til fordeling blandt ukrainske flygtninge i Danmark.

Normalt sælger Huset Ventures IT-Genbrug upcyclede kvalitetscomputere til danskere, der gerne vil have en billig kvalitetscomputer og samtidig gøre noget godt for miljøet ved at udnytte brugt udstyr. Men i forbindelse med den seneste tids krig i Ukraine og de mange ukrainske flygtninge her i landet, har Huset Venture besluttet kvit og frit at give 27 velfungerende pc’ere til Røde Kors, der nu vil fordele dem til ukrainere i Danmark.

– Vi er glade for at kunne deltage i støtten til de ukrainske flygtninge, der jo ofte er kommet fra hjemlandet uden meget andet end en smule tøj. Det er i dag svært at klare sig i det danske samfund uden en computer, og med vores donation giver vi vores ukrainske medborgere en god chance for at følge med i nyheder fra hjemlandet, have kontakt med de danske myndigheder og ikke mindst holde kontakt til familiemedlemmer i Ukraine, siger Christina Mondrup, regionschef i Huset Venture.

Computerne er kvalitetscomputere, som Huset Venture vurderer er velegnede til almindeligt brug af sociale medier osv.. Computerne har tidligere været brugt i virksomheden SILHORKO, der fremstiller vandbehandlingsanlæg. Samtlige computere er renset og slettet for data med certificeret sletteværktøj – læs evt. mere her. https://husetventure.dk/aarhus/it-genbrug/it-genbrug-erhverv/

Computerne fordeles til ukrainske flygtninge gennem Velkomstcentret på Frydenlundskolen i Aarhus. Huset Ventures upcyclede computere sælges normalt blandt andet gennem webshoppen https://www.hvshop.dk/genbrugt-it.