HUSET VENTURE UDVALGT TIL EU-PROJEKT OM SOCIALØKONOMI I EUROPA
De næste tre år deltager Huset Venture i et internationalt forskningsprojekt, der i sidste ende skal forbedre socialøkonomiske virksomheders vilkår i EU. Ni lande deltager i projektet.
Huset Ventures status som socialøkonomisk virksomhed har nu resulteret i deltagelse i et spændende EU-projekt med navnet ASSETS (“AdvancementS in Social Economy through Technologial Solutions”).
ASSETS handler om, at analysere lovgivningen for socialøkonomiske virksomheder i Europa og udvikle digitale analyseværktøjer til at dokumentere virksomhedernes vilkår – med det mål at forbedre rammer og regler.
Der er deltagere med fra ni EU-lande – både nationale universiteter og socialøkonomiske virksomheder. Huset Venture er blevet udvalgt af Roskilde Universitet, der er dansk partner i projektet.
– Vi er stolte over, at Roskilde Universitet har valgt os som case-virksomhed. Det er en stor ære at blive en del af et europæisk samarbejde, der skal styrke udviklingsmulighederne for virksomheder som vores. Det vil sige virksomheder, der først og fremmest har et socialt eller samfundsmæssigt formål – hvilket i Huset Ventures tilfælde er at skabe arbejdspladser til mennesker, der har brug for et fleksjob, siger Charlotte Hansen, projektleder i Huset Venture.
Som en del af det 3-årige forskningsprojekt skal Roskilde Universitet indsamle data om Huset Venture – blandt andet ved interviews og data-indsamling. Huset Venture skal deltage i såkaldte ”Living Labs”, hvor Roskilde Universitet samler repræsentanter fra Huset Venture og interessenter/samarbejdspartnere, som skal diskutere ’social impact’, evalueringsmetoder og være med til at teste en digital platform som forskerne undervejs udvikler.
ASSETS er netop skudt officielt i gang med et opstartsmøde afholdt i Thessaloniki i Grækenland. Her deltog Charlotte Hansen på Huset Ventures vegne. Projektet koordineres fra Universitetet i Thessaloniki.