NY DIREKTØR I HUSET VENTURE I DANMARK
53-årige Inge Bak ansat som ny adm. direktør.
Inge Bak kommer fra en stilling som direktør i Viborg Innovation Fond. Hun har bred erfaring som topleder, da hun bl.a. har været afdelingsdirektør i Salling Bank og direktør i firmaet Radioreklame A/S. Inge Bak har i øvrigt solid forretnings- og ledelseserfaring fra andre poster i erhvervslivet og har stærke strategiske, markedsmæssige og økonomiske kompetencer. Herudover er hun et rutineret bestyrelsesmedlem i forskellige sammenhænge, og sidder i adskillige advisory boards.
– Inge Bak har en spændende profil, og hun har alle de kompetencer som vi i bestyrelsen mener, at Huset Venture har brug for som virksomhed, siger René Skau Bjørnsson, bestyrelsesformand i Huset Venture.
Inge Bak indtræder som direktør for Huset Ventures afdelinger i Ballerup, Aarhus, Ringkøbing og Kolding. Herudover ligger en selvstændig afdeling i Nørresundby.
– Huset Venture har et meget stort erhvervspotentiale. Der kommer løbende mere og mere fokus på socialt ansvar og værdier, og her gør Huset Venture en markant forskel. Vi skal løbende fortælle omverdenen, at det er en fordel at handle med en socialøkonomisk virksomhed, og at kundernes CSR-indsats automatisk forbedres, siger Inge Bak.
Inge Bak er oprindeligt finansielt uddannet i den daværende Handelsbanken.