HVAD ER SOCIALØKONOMI?
Huset Venture var en af de første virksomheder i Danmark, der definerede sig selv som socialøkonomisk. ( Men hvad er socialøkonomi og hvad vil det egentlig sige at være en socialøkonomisk virksomhed? I juni 2014 vedtog Folketinget Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder, hvor der stilles en række krav til, hvornår en virksomhed kan kalde sig socialøkonomisk.
En socialøkonomisk virksomhed:
- har et socialt formål
- er erhvervsdrivende
- er uafhængig af det offentlige
- er inddragende og ansvarlig i sit virke
- har en social håndtering af sit overskud.
Med andre ord drives en socialøkonomisk virksomhed som en privat virksomhed på normale markedsvilkår. Men der er tale om ‘not-for-profit’-virksomhed, der først og fremmest har en social eller almennyttig mission. Et overskud bliver derfor heller ikke delt ud til en ejerkreds, men bliver i stedet geninvesteret i egen virksomhed – eller doneret til/investeret i andre socialøkonomiske virksomheder eller almennyttige formål.
Rivende udvikling
Den socialøkonomiske branche er i rivende udvikling både i og uden for Europa, og det er ikke uden grund. Velfærdssamfundet er under pres, og der er brug for alternative måder at løse de samfundsmæssige udfordringer på – for eksempel inden for beskæftigelsesområdet. Her er de fleste eksperter enige om, at de socialøkonomiske virksomheder fremover kan komme til at spille en helt central rolle i samspil med det offentlige.
Du kan læse meget mere, om hvordan man laver en socialøkonomisk virksomhed ved at downloade denne bog om emnet. E-bogen er lavet i samarbejde mellem Kooperationen, Huset Venture og Cabi med støtte fra projekt “Rummelig imidt”.
https://www.cabiweb.dk/media/2409/e-bog-socialoekonomi-nov-2018.pdf