HUSET VENTURE LEVERER ARBEJDSKRAFT TIL MØBELLAGER
I Kolding Kommunes nye kommunale møbellager er Huset Venture med som “social leverandør”
For fire år siden fik en ansat i Kolding Kommune en helt usædvanlig god ide. Rådhusforvalter, Frank Ravn Nielsen, så i sit arbejde med kommunens mange bygninger, at ligegyldigt hvilken bygning han kom i, stod der kommunale møbler i kælderen – møbler som der ikke lige pt. var brug for i den pågældende bygning. Dette burde man kunne bruge til noget, tænkte rådhusforvalteren i bedste cirkulære stil. Han gik til direktionen med en ide om at få lavet et kommunalt møbellager, hvor alle de ubrugte møbler blev registreret og herefter gratis uddelt til de kommunale enheder der havde brug for nye møbler.
Før efterårsferien resulterede den gode ide i, at Kolding Kommune kunne åbne sit nye møbellager. Huset Venture lægger personale til – da indtænkningen af en socialøkonomisk virksomhed var en betingelse fra ledelsen i Kolding Kommune for, at projektet kunne blive til virkelighed.
– Det er en opgave der passer lige til os – dels får vi skabt arbejdspladser til mennesker med brug for fleksjob og samtidig deltager vi i genbrug af ressourcer – en tankegang vi i den grad arbejder med i forvejen, siger regionschef for Huset Venture Kolding, Karsten Hjort-Enemark.
Se video fra åbningen her https://fb.watch/gcPo65ygaG/