HUSET VENTURE NOMINERET TIL PRESTIGEFYLDT PRIS

Det er ikke hver dag, at en virksomhed nomineres i en af de fineste konkurrencer på sit felt. Men det er lige præcis det, der nu er sket for Huset Venture. Virksomheden er blevet nomineret blandt 11 andre danske socialøkonomiske virksomheder til en ny-indstiftet særpris indenfor sociale virksomheder.

EY (det tidligere Ernst and Young) er en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder med 247.570 ansatte og aktiviteter i 150 lande. EY Entrepreneur Of The Year er verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, som hylder de bedste vækstskabere i Danmark og i verden. Formålet med konkurrencen er at motivere, engagere og fremme iværksætterlyst og entrepreneurskab og inspirere morgendagens vækstsuccesser. Huset Venture er indstillet i den socialøkonomiske kategori.

– Det er en meget meget stor ære, at E&Y har valgt at nominere os til prisen, og vi er meget taknemmelige for at være blandt de socialøkonomiske virksomheder, der nu kæmper om sejren i Danmark i vores kategori, siger Inge Bak, direktør i Huset Venture.

EY har valgt at oprette den nye sociale kategori for at sætte fokus på socialøkonomiske virksomheder – det er sket i samarbejde med Den Social Kapitalfond i Danmark.

– Det er modigt og godt, at EY med hele sin globale gennemslagskraft sætter spot på denne branche. Socialøkonomi har et kæmpe potentiale, da sociale virksomheder kan gøre store sociale og miljømæssige forskelle i nutidens samfund, siger Inge Bak.

Denne holdning bakkes op af Torben Hartz, partner i EY, der i forbindelse med den nye særpris siger, at sociale entreprenører, der er drevet af ambitionen om at skabe ’social impact’ i rammen af en profitabel forretningsmodel, kan yde et betydningsfuldt bidrag til samfundet og fastholde og udvikle velfærd og innovation.

EY er nu i gang med screening af de udvalgte virksomheder og har derfor netop interviewet Huset Ventures Inge Bak (direktør), Lars Holstein (udviklingskonsulent) og Jeanett Dian Amonsen (kommunikationschef) om hele forretningsmodellen.

– Alle socialøkonomiske virksomheder skal løbe rundt økonomisk og har samtidig en social ide, de arbejder for. I Huset Venture arbejder vi for at skabe arbejdspladser til mennesker, der ikke kan arbejde på fuld kraft på grund af eksempelvis handicap eller sygdom, og det synes vi er et meget vigtigt formål. Vi gør nemlig både en menneskelig OG en samfundsmæssig meget stor forskel, siger Inge Bak.

Nu skal de tre finalister snart udtages af en jury, der består af Soulaima Gourani, Young Global Leader og aktiv i bl.a. Dignity, Morten Albæk, stifter og bestyrelsesformand i Voluntas, Kai Hockerts, Professor in Social Entrepreneurship, CBS, Morten Halborg, investeringsdirektør i Skandia Pension, og Peter Høngaard Andersen, direktør i Innovationsfonden. Den første vinder i kategorien vil blive kåret til den stort anlagte danske finale i EY Entrepreneur Of The Year i Forum i København den 29. november 2018.