POLITIKERE OG EMBEDSFOLK PÅ BESØG I HUSET VENTURE KOLDING

Besøget bød på både rundvisning og præsentation af nye ideer til Huset Ventures udvikling.

Produkter indenfor boliginteriør, en ny taske-kollektion og et spændende nyt bæredygtigt alternativ til den døende plasticpose. Alt sammen via genbrug og på et socialøkonomisk grundlag. Det er de nyeste ideer, som der lige nu arbejdes med i Huset Venture Kolding, der er et rigtig godt eksempel på en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder socialt og miljømæssigt bæredygtigt – 95 % af vores ansatte har nedsat arbejdsevne.

De nye ideer var en del af oplægget, da politikere og embedsfolk fra socialøkonomi, handicap- og hjælpemiddel-området i Kolding Kommune besøgte Huset Venture i uge 35. Leder af huset, Karsten Hjort-Enemark, viste rundt, og kommunens folk kunne ved selvsyn se, hvordan de ansatte arbejder med sortering af genbrugstøj, design, omsyning og salg.

Kolding Kommune er en af frontløberne i Danmark på området og har en spændende, udviklingsorienteret og ambitiøs strategi for socialøkonomi og bæredygtighed. Huset Venture Kolding har også store ambitioner om udvikling og arbejder løbende på at blive samarbejdspartner af bæredygtige produkter til virksomheder og butikker.