socialøkonomiske kommune

SOCIALØKONOMISK PRIS PÅ BESØG

Huset Venture har fået æren af at få en fornem socialøkonomisk vandrepokal til låns af Kolding Kommune.

Hvis man svinger forbi Huset Venture Kolding, vil man lige nu kunne få øje på et ganske særligt kunstværk. Det drejer sig om prisen som ”Årets socialøkonomiske kommune”, som Kolding Kommune modtog på Folkemødet på Bornholm i juni måned. Det var anden gang, at Kolding Kommune vandt prisen, der gives til en kommune, som har gjort en særlig indsats for at fremme og understøtte socialøkonomi og et mere rummeligt arbejdsmarked.

Kolding Kommune har valgt at dele æren ved at gøre prisen til en vandrepokal, der på skift går rundt til forskellige socialøkonomiske virksomheder i kommunen. Og nu er det Huset Venture Kolding, der har fået æren af at have prisen til låns – som en anerkendelse af Huset Ventures arbejde med at skabe jobs til mennesker med reduceret arbejdsevne.

Byrådsmedlem og formand for Socialøkonomi-, Handicap- og Hjælpemiddeludvalget i Kolding Kommune, Benny Dall, overrakte personligt prisen videre til afdelingsleder af Huset Venture Kolding, Karsten Hjort-Enemark, og administrerende direktør for Huset Venture, Inge Bak. Prisen vil nu være udstillet i Huset Venture Kolding i en måneds tid, inden den vandrer videre til en anden socialøkonomisk virksomhed i kommunen.

”Årets socialøkonomiske kommune” er en pris, der uddeles af nogle af landets førende socialøkonomiske virksomheder – Grennesminde, Specialisterne og Glad Fonden – og selve kunstværket er udarbejdet af kunstner Bjørn Nørgaard i samarbejde med unge fra Grennesmindes smedeværksted.