jobforløb, huset venture, fleksjob, biblioteksassistent

TRODS TVIVL FIK SARA SPARKET JOB-DØREN IND

Sara var tæt på at opgive drømmen om at komme i arbejde. Men med støtte fra Huset Venture fik hun sparket døren ind til et fleksjob som biblioteksassistent.

Trods en autismediagnose og et handicap i form af spastisk lammelse, havde Sara gennemført en uddannelse som biblioteksassistent. Hun fik også efterfølgende ros i flere praktikforløb. Men da ansættelserne udeblev, var Saras forventninger lave, da hun startede i et jobforløb i Huset Venture Kolding.

– Jeg var begyndt at overveje, om jeg skulle søge førtidspension. Det virkede som om, at der ikke var plads til sådan en som mig. Samtidig er jeg ikke god til at sælge mig selv, så jeg var tæt på at give op, fortæller Sara.

I Huset Venture så beskæftigelseskonsulent Lena Skov dog hurtigt Saras potentiale.
– Sara havde tydeligvis både fagligheden og kompetencerne. Så vores opgave blev at skabe trygge rammer og at støtte Sara i jobsøgningen – fra at kontakte relevante virksomheder til at være med til de indledende samtaler, forklarer Lena.

Og det gav pote. På fagbiblioteket hos IBA Erhvervsakademi i Kolding fik Saras uddannelse lov til at blomstre. Efter en kort praktikperiode blev hun d. 1. oktober ansat i et fleksjob som biblioteksassistent.

– Det er fantastisk at bruge min faglighed, hvad enten jeg f.eks. katalogiserer bøger eller hjælper studerende med at finde det, de søger. Huset Venture så heldigvis noget i mig og fik det videreformidlet – så nu er jeg kommet i job i stedet for at søge om førtidspension, afslutter Sara.

Du kan læse mere om Huset Venture Koldings jobforløb her: https://husetventure.dk/kolding/job-og-udvikling/