BÆREDYGTIGHED NU TIL SALG I STRØGBUTIK
Vielgut Studio, en ny pop-up butik er åbnet på gågaden i Kolding – med blandt andre Huset Venture Koldings designprodukter …
En unik butik er netop åbnet midt på gågaden i Kolding – nærmere bestemt på Jernbanegade 1D. Her sælges bæredygtige produkter fra en række af Kolding Kommunes cirkulære virksomheder. Butikken hedder ”Vielgut Studio”, og den er et samarbejde mellem Huset Venture Kolding, Vikka, Nordhøj Unik, SHEworks, Special Minds og Socialøkonomi, Kolding Kommune.
At åbne en pop-up butik giver naturligvis en del udgifter, og at det overhovedet igen i år er muligt at åbne “Vielgut Studio” skyldes, at butikken – efter åbningen af en pop-up-butik i julemåneden sidste år – fik “Initiativprisen” fra Fynske Bank – en kontant pris på 100.000 kr.
– Med åbningen af Vielgut Studio får anerkendelsen fra Fynske Bank en meget tydelig og konkret betydning, og den giver blandt andet os i Huset Venture en god mulighed for at deltage i julehandlen i år. Vores upcyclede produkter indgår nu i direkte salg fra en centralt placeret butik . Vi tilbyder blandt andet vores DRIKKEGLAS og DEKOGLAS, som alle er produkter lavet af brugte flasker. Herudover har vi også vores BANNERBAGS til salg – individuelt designede tasker lavet af aflagte bannere, fortæller Karsten Hjort-Enemark, regionschef i Huset Venture.
Vielgut Studio holder åbent frem til 19. december. Butikken giver alle kunder mulighed for at handle julegaver på en bæredygtig måde ….
– Juletiden er jo en tid, der på en måde har udviklet sig til at være lidt af et forbrugsmekka – og da vores planet jo kun har de ressourcer, den har – er indkøb foretaget i en butik af denne her karakter på en meget konkret måde med til at gøre julen lidt mere bæredygtig. Man er jo med til som julekunde at GENbruge i stedet for kun at FORbruge, siger Karsten Hjort-Enemark.
Åbningstider i VIELGUT STUDIO:
Mandag – fredag: kl. 11:00 – 17:00
Lørdag: kl. 10:00 – 14:00
Huset Venture Koldings produkter kan altid købes via vores webshop: www.hvshop.dk