ÅBNING AF ”GENSTART”-BUTIK
Ringkøbing får en ny socialøkonomisk butik d. 19. maj, hvor Huset Venture åbner butikken GenStart med salg af kunsthåndværk, brugskunst og andet spændende håndværk.
Der er ekstra travlt i disse dage i Huset Ventures arbejdende værksted, GenStart, på Birkmosevej 20 i Ringkøbing. GenStart slår nemlig dørene op til sin nye butik torsdag d. 19. maj fra kl. 10-17, hvor man fremover vil kunne se og købe en masse sjove, kreative og brugbare produkter – som f.eks. træstorke, dekorationsfade i beton, æblekasser, bænke, lerfigurer og kurve i presenning.
For lederen af GenStart, Randi Pagaard, er det et spændende nyt kapitel for GenStart-projektet, der kombinerer produktion af (kunst-)håndværk med udviklingsforløb for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
”Vi havde et meget velbesøgt julemarked sidst i november, og så har vi også fået flere interessante forespørgsler om vores produkter fra virksomheder og gårdbutikker. Så vi følte, at tiden var moden til næste skridt; vores egen GenStart-butik”.
GenStart er en del af et tæt samarbejde med Ringkøbing-Skjern kommune, der henviser borgere i ressourceforløb, ledige fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere og flygtninge til det arbejdende værksted.
”Vi oplever, at mange borgere blomstrer op og finder ind til nye ressourcer hos os – både fordi vi kan rumme dem, og fordi de kan arbejde med noget meningsfuldt. Med åbningen af butikken håber vi, at vi over tid kan skabe endnu flere forløb og arbejdspladser til mennesker, der ellers vil have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet”, udtaler Randi Pagaard.
Ved åbningen af GenStart-butikken d. 19. maj kl. 10-17 vil man kunne få lidt godt til ganen, og kan man ikke være der på selve dagen, er der altid mulighed for at kigge forbi fremover, hvor butikken har åbent mandag-torsdag fra kl. 10-14 og fredage fra kl. 10-12.
GenStarts produkter vil fortsat også kunne købes i Priorgården i Ringkøbing.
Du kan læse mere om GenStart her.