ANSATTE I FLEKSJOB I HUSET VENTURE HAR ET HØJT UDDANNELSESNIVEAU

I Huset Venture har 78 % af de fleksjobansatte en videregående eller erhvervsfaglig uddannelse.

I Huset Venture har vi 160 ansatte i fleksjob på landsplan – fordelt på vores afdelinger i Aarhus, Ballerup, Ringkøbing og Kolding. 78 % af Huset Ventures ansatte i fleksjob har en videregående eller erhvervsfaglig uddannelse – det viser en ny, intern undersøgelse udført af Huset Ventures Videncenter.

– At vi i Huset Venture har så mange veluddannede ansat i fleksjob, viser jo bare, at der ER masser af uddannelsesmæssige kompetencer blandt mennesker, som er visiteret til fleksjob. Alle – uanset opnået uddannelsesniveau – kan jo rammes af sygdom eller ulykke, der gør, at man skal visiteres til et fleksjob – altså et arbejde, hvor man ikke arbejder på fuld tid, siger Inge Bak, direktør i Huset Venture.

De 160 ansatte i Huset Venture er eksempelvis uddannede akademikere, journalister, socialrådgivere, tømrere, syersker og datamatikere. Tallene fra den nye undersøgelse viser, at andelen af mennesker med videregående uddannelser ansat i fleksjob i Huset Venture faktisk er højere end på det øvrige arbejdsmarked (se https://husetventure.dk/aarhus/wp-content/uploads/sites/7/2024/01/uddannelsesniveau-hv-dk.pdf).

Med resultaterne fra undersøgelsen i hånden vil Inge Bak gerne skubbe lidt til fordomme mod mennesker i fleksjob:

– Jeg oplever ofte, at mennesker opfatter en medarbejder i fleksjob som en, der henter kaffe, tager kopier og i øvrigt går lidt til hånde. Mange i erhvervslivet ser en person i fleksjob som en form for ekstra servicemedarbejder, men mennesker i fleksjob kan fagligt så uendelig meget mere end det, siger Inge Bak.

Den endelige undersøgelse af bl.a. kompetencer og ressourcer hos fleksjob-ansatte i Huset Venture afsluttes i 2024. I løbet af foråret vil vi offentliggøre flere hovedpointer fra undersøgelsen her på hjemmesiden.

-Jeg er glad for allerede nu at kunne konstatere, at vi som virksomhed formår at tiltrække mange fagligt kompetente mennesker i fleksjob – det giver os som virksomhed de bedste driftsmæssige muligheder. Og jeg vil gerne gøre andre virksomheder opmærksom på, at når de skal ansætte en person i fleksjob, så kan de sagtens finde veluddannet arbejdskraft, siger Inge Bak.