HUSET VENTURE 3D-PRINTER VÆRNEMIDLER I KAMPEN MOD CORONA
Huset Venture i Ringkøbing er gået i gang med at 3D-printe holdere til ansigtsvisirer, der beskytter sundhedspersonale mod covid-19.
Normalt bruges Huset Ventures to 3D-printere i kursussammenhæng, hvor kursister øver sig i at bruge et tegneprogram og 3D-printe mindre projekter som f.eks. en mobilholder, en drone eller en model af Eiffeltårnet. Men fra denne uge er produktionen omlagt til noget mere alvorligt. Sygehuse og sundhedspersonale har nemlig råbt vagt i gevær, da der allerede er begyndt at være mangel på værnemidler flere steder.
I den forbindelse var nogle ansatte i Huset Venture faldet over Facebook-gruppen ”DK Makers mod Corona”, hvor alle med en 3D-printer opfordres til at lave dele til beskyttende ansigtsvisirer ud fra nogle fagligt godkendte skabeloner.
”Vi blev lynhurtigt enige om, at vi gerne ville være med til at hjælpe, hvis vi kunne. Og det kunne vi heldigvis. Vi har nu sat 3D-printerne i gang med at lave visirholderne – hvor andre så bidrager med den overhead-film, der sættes i holderen og på den måde dækker og beskytter ansigtet”, fortæller Steen Lund, der er Huset Ventures regionschef i Vestjylland.
Gruppen ”DK Makers mod Corona” startede som et samarbejde mellem frivillige og Region Sjælland, men det har på rekordtid spredt sig til alle regioner, da manglen på værnemidler er et generelt problem. Ikke blot på hospitalerne men også f.eks. hjemmeplejen, tandlægerne, politiet m.fl.
”Huset Ventures 3D-printere kan lave cirka 8 visirholdere om dagen. Det er ikke nogen storproduktion, men hele tanken bag gruppen og produktionen er netop, at mange bække små bliver til en stor å. Vi er bare glade for, at vi kan bidrage med en vigtig hjælp i en svær tid”, siger Steen Lund.
Huset Venture Ringkøbing forventer at have det første læs visirholdere klar til videresendelse lige efter påsken, og hele produktionen doneres kvit og frit i den gode sags tjeneste.
Foto: Billede fra Facebook-gruppen “DK Makers mod Corona”, der viser 3D-printede ansigtsvisirer i brug på et sygehus.