HUSET VENTURE MED NYT VIKARBUREAU – FLEX-VIKAR
Ringkøbing har nu fået sit helt eget vikarbureau for fleksjobbere.
Fleksjob hænger ikke på træerne – og de kan også være svære at finde andetsteds. Det vil vi i Huset Venture gerne være med til at ændre på, for vi ved nemlig fra os selv, at mennesker ansat i fleksjob er fyldt med kompetencer, virkelyst og gåpåmod. Derfor har vi netop skabt Flex-Vikar – et spændende vikarbureau målrettet borgere visiteret til fleksjob.
Steen Lund, regionschef i Huset Venture Ringkøbing, er ikke i tvivl om, at der er brug for Flex-Vikar:
– Vi undersøgte på forhånd, hvad der var af tilbud af den her slags i området, og vi fandt ud af, at ganske vist er der andre vikarbureauer – men de tager ikke ledige godkendt til fleksjob ind. Så vi kunne se, at der var et stort potentiale, siger Steen Lund.
Vores nye vikarbureau fungerer som et helt traditionelt af slagsen. Vikarerne er ansat hos os i Flex-Vikar, og virksomheder henvender sig så til os, når de har brug for arbejdskraft i dage, uger eller måneder. Derefter finder vi den helt rette vikar til opgaven – det kan ikke blive lettere. Og Flex-Vikar er da også allerede i den spæde opstartsfase blevet taget godt imod:
– Vi har allerede fået flere henvendelser fra borgere godkendt til fleksjob, der gerne vil være med. Og faktisk har vi allerede haft et par vikarer ude i arbejde, siger Steen Lund.
Han fortæller videre, at næste skridt bliver at skrue målrettet op for reklametrommerne :
– Borgerne synes, det er en genial ide. Kommunen synes, det er en genial ide. Nu skal vi ud til virksomhederne og for alvor gøre dem opmærksomme på, hvad vi kan i Flex-Vikar.
Du kan – både som virksomhed og som måske kommende vikar hos os – læse meget mere om Flex-Vikar på vores hjemmeside her.