HUSET VENTURE OG PÅSKEHAREN I NYT SAMARBEJDE
Vi hjælper påskeharen, Ringkøbing Handelsforening og elever fra Ringkøbing Skole med at lægge æg.
Forestil dig, at en enkelt høne var ansvarlig for den samlede danske ægproduktion. Hønen ville få nok at se til, og dyrevelfærdsforkæmpere ville stå på nakken af hinanden for at stoppe galskaben.
Ikke desto mindre er produktionen af en ganske bestemt type æg hvert år ved denne tid uddelegeret til blot et enkelt individ – påskeharen. Haren har ene hare ansvaret for millioner af æg af varierende beskaffenhed – store som små, spiselige som pyntelige. Og så er haren ikke engang fra naturens hånd den fødte æglægger.
Derfor har vi i Huset Venture Ringkøbing i samarbejde med Ringkøbing Skole og Handelsforeningen besluttet os for i år at gøre påskeharens liv en smule lettere. Eleverne på Ringkøbing Skole har kreeret dekorative påskeæg, som vi i Huset Venture har gjort vejrbestandige med kyndig lakbehandling – og udstyret med øsken og snor for ophængning i træ midt på torvet i Ringkøbing.
– Vi hjalp også sidste år Handelsforeningen med påskeæggene på torvet, så selvfølgelig var vi igen i år parat. Men man må ikke glemme, at det er eleverne fra Ringkøbing Skole, der laver det største arbejde. De lægger æggene, og vi lakerer dem, siger regionsleder i Huset Venture Ringkøbing Steen Lund.
Så slår du i påsken et smut forbi Ringkøbing Torv og beundrer æggetræet med dets farvestrålende påskepynt, så husk: Lige præcis disse æg er ikke lagt af hverken høne eller hare, men skabt af elever på Ringkøbing Skole i samarbejde med Huset Venture.
Som det sig hør og bør, har påskeharen dog naturligvis godkendt resultatet.