JOBSUCCES FOR HUSET VENTURES TURISMEKURSUS
Turismekurset havde bl.a. deltagelse af 4 borgere i fleksjob – og de er nu alle i arbejde
Sommeren er så småt over os, og i takt med at temperaturen begynder at runde 20 grader i det vestjyske, gør vi i regionen klar til at modtage en af årets helt store sommerbebudere: en herlig myriade af turister fra nær og fjern, der i de kommende måneder vil gøre deres til at skabe liv og glade dage i en turistby nær dig.
Men de mange menneskelige trækfugle ville næppe vende tilbage år efter år, hvis ikke de blev mødt af en beredvillig og serviceminded skare af toptunede ansatte i turisterhvervet – hvoraf adskillige har trådt deres barnesko i branchen på Huset Venture Ringkøbings traditionsrige turismekursus. Årets kursus er netop afsluttet, og det var ikke mindst en succes for de 4 borgere visiterede til fleksjob, der var en del af årets kuld af kursister: De har nu alle fundet job – og det er lige fra bager til guldsmedeforretning, der får glæde af deres arbejdskraft.
– At fire ud af fire borgere godkendt til fleksjob har fundet arbejde via vores turismekursus og den indbyggede praktik, er en stor succes. Og der er endda ikke tale om tidsbegrænset ansættelse i højsæsonen for turister, siger Steen Lund, regionschef i Huset Venture Ringkøbing.
Også deltagerne på turismekurset udtrykker stor tilfredshed med de forgangne måneder:
– Den feedback, vi har fået, har været yderst positiv. Både kursuselementet, integrationen af praktikforløb samt ikke mindst det sociale og opbakningen fra undervisere og konsulenter i Huset Venture Ringkøbing får rosende ord med på vejen, siger Steen Lund.