KOM TIL JULESTUE I HUSET VENTURE RINGKØBING
Så er der julestue i Huset Venture! Køb julepynt, spis julegodter – og hils på en vis skægget herre …
December står for døren, og nisser ligger på lur om hvert et hjørne, parat til at jule om store som små. Og i en tid, hvor temperaturen inden døre sine steder dårligt trumfer vinterkulden i det fri, er der nok mange, der venter i spænding på, om varme hjerter og levende julelys nok en gang vil fortrænge mørket og gøre december til en glædens fest.
I Huset Venture gør vi vores til at jage kulden på flugt! 17. november mellem 8 og 18 slår vi dørene op for vores traditionsrige julestue i Ringkøbing, hvor børn og voksne får mulighed for at købe unik julepynt og –gaver. Blandt meget andet vil der være flotte julelamper, listige nisser, funklende julehjerter – og engle, der kun venter på at pynte på træet i din stue …
– Vi har valgt at fokusere ekstra meget på julen som hjerternes fest og juleengle som budbringer for lys og glæde her i disse tider, hvor der mere end nogensinde er brug for det, siger Steen Lund, regionschef i Huset Venture Ringkøbing.
Det ville dog ikke være en rigtig julestue, hvis ikke også der var mulighed for – ganske gratis – at nyde lidt julelækkerier i form af hjemmebagte småkager og kaffe, te og saftevand. Og for børnene vil der i løbet af dagen være mulighed for at udfolde sig kreativt – præcis hvor kreativt er vores lille julehemmelighed 😉
Julemanden – han kigger skam også forbi. Det er mellem 15 og 17, børn og barnlige sjæle har mulighed for at hilse på. Og selvfølgelig medbringer den skæggede herre lidt snolder til børnene fra sin base højt mod nord …
Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig dag i julens tegn!