RAPPORT: RUMMELIG UDDANNELSE FÅR MENNESKER GODKENDT TIL FLEKSJOB I ARBEJDE
I samarbejde med lokale detailbutikker og kommunens jobcenter har Huset Venture i Ringkøbing succes med et nyt uddannelsestilbud til mennesker med nedsat arbejdsevne.
Der er et stort potentiale i målrettede uddannelser til ledige med begrænsninger i arbejdsevnen. Det konkluderer en ny rapport fra Huset Ventures Videncenter, der har evalueret på forløbet ”Funktionsuddannelse i detailhandel”, der fandt sted i vinteren/foråret 2015 i Ringkøbing. Således gik hele 75% af deltagerne fra ledighed til beskæftigelse i perioden.
Funktionsuddannelsen er et praktisk orienteret uddannelsesforløb på deltid over otte uger, hvor de ledige visiteret til fleksjob klædes på til at kunne varetage flere funktioner inden for detailhandel. Det succesfulde forløb er sket i tæt samarbejde mellem Huset Venture Ringkøbing, Ringkøbing-Skjern Kommunes Jobcenter og fire lokale butikker; SuperBrugsen Ringkøbing, SuperBrugsen Vildbjerg, KIWI Ringkøbing og Fakta Ringkøbing.
– Vi håber, at dette blot er startskuddet til nye uddannelsestilbud, der kan hjælpe flere mennesker med nedsat arbejdsevne i beskæftigelse. Mulighederne er mange, og potentialet er stort, udtaler udviklingschef i Huset Ventures Videncenter, Kjeld Søndergaard.
Du kan finde rapporten ”Funktionsuddannelse i detailhandel – fra ledighed til beskæftigelse” i Huset Ventures “Vidensbank” på denne side.