TO MINISTRE PÅ VISIT I HUSET VENTURE RINGKØBING

Troels Lund Poulsen og Esben Lunde Larsen valgte at besøge Birkmosevej sammen.

Det socialøkonomiske koncept i Huset Venture har tiltrukket politisk opmærksomhed i mange sammenhænge siden starten i 1999. Men det er alligevel sjældent, at vi har fået besøg af hele to ministre på een gang. I uge 44 lagde både beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, og miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, vejen forbi Huset Venture Ringkøbing, og her fik de en rundvisning af blandt andre afdelingschef, Skipper Hagde.

Begge ministre var på rundtur for at se beskæftigelsesprojekter i Ringkøbing-Skjern området og var begge meget optagede af, hvordan Huset Venture skaber jobs til fleksjobbere og er med til at få integreret flygtninge.

– Det er selvfølgelig en stor ære at få besøg af hele to ministre. De var begge voldsomt begejstrede for at se en socialøkonomisk virksomhed som vores, fortæller Skipper Hagde.

Borgmester Iver Enevoldsen (V) og borgmesterkandidat, Hans Østergaard (V) , deltog også i besøget.

Læs evt. Dagbladet Ringkøbing-Skjerns artikel om besøget her.