bilvask, huset venture ringkøbing, vento

HUSET VENTURE OG VINDMØLLEVIRKSOMHED I VASKEÆGTE SAMARBEJDE

I Huset Venture Ringkøbing arbejder vi ikke med vindmøller – men vi fungerer som topprofessionel bilvask for en virksomhed, der gør.

Miljø og bæredygtighed står højt på dagsordenen i Huset Venture. Højt som vindmøller, der knejser over stormomsust grund og leverer grøn energi til denne og kommende generationer. Så hvad er næsten mere naturligt for os end at indgå i samarbejde med Vento Energy Support, et Ringkøbing-baseret firma, der servicerer vindmøller over det meste af Europa?

Vi bliver dog ved jorden og overlader trygt arbejdet med vindmøllerne til eksperterne i Vento.  Til gengæld overlader de lige så trygt deres vognpark på intet mindre end 70 køretøjer til vores kyndige bilvaskere, der siden starten af 2020 har været Ventos garanti for, at deres biler både ind- og udvendigt præsenterer sig rengjort og funklende flot for de mange kunder.

Henrik Danielsen, Head of Service i Vento Energy Support, udtrykker da også stor tilfredshed med samarbejdet:

”Det er væsentligt for os som virksomhed, at vi er med til at tage et socialt ansvar, og her er Huset Venture med deres fokus på social bæredygtighed den perfekte samarbejdspartner. Alt har fungeret supergodt. Vi skal bare ringe – så kommer de og ordner det hele for os, og vi får nogle biler tilbage, der bare er klar til at køre i igen. Der har ikke været en finger at sætte på indsatsen.”

I Huset Venture Ringkøbing har vaskerierne ikke kun givet sæbe på hænderne – der er også kommet blod på tanden. Ikke mindst takket være den positive respons fra Vento Energy Support.

”Vi vil til at se på, om der er mulighed for at udvide vaskeforretningen, så bilvask kan blive et fast tilbud i Huset Venture Ringkøbing – både for andre virksomheder, og hvis fru Jensen står og skal have vasket sin bil,” siger Steen Lund, Regionschef i Huset Venture Ringkøbing.