HUSET VENTURE VIL FORTÆLLE OM FLEKSJOBBERE PÅ FOLKEMØDET

Huset Ventures unikke erfaring med at ansætte fleksjobbere skal bruges til at skabe debat på Folkemødet på Bornholm. 95 % af Huset Ventures ansatte er i fleksjob.

Huset Venture er en af de mange aktører der deltager på årets folkemøde i Allinge på Bornholm. Og formålet med deltagelsen er helt klar: Huset Venture ønsker at skabe dialog og debat om fleksjobbere og ikke mindst socialøkonomi.

– Den socialøkonomiske branche er i udvikling i Danmark og kommer med nye løsninger på nogle af velfærdsstatens centrale problemstillinger. Branchen kan – hvis den udvikles endnu mere – eksempelvis skabe jobs til mange af de mennesker der er nødsaget til at arbejde i fleksjob. Og der mener, vi at vores erfaringer med dette område kan komme andre til gavn, siger Kjeld Søndergaard, konstitueret direktør i Huset Venture.

Huset Venture har til årets folkemøde udarbejdet en tipskupon, som alle på folkemødet kan udfylde, og der er præmier til de, der ved mest om feltet. Der uddeles ligeledes badges til de der opnår en vis procentdel af rigtige svar. Alle deltagere på årets folkemøde opfordres til at deltage i den lille spøg hos Huset Venture.

På den såkaldte “Speakers Corner” optræder Lene Romer Halby fra Huset Venture Storkøbenhavn i øvrigt lørdag kl. 17.10, hvor hun også vil fortælle om fleksjob og socialøkonomi.

Huset Venture deltager på folkemødet med fem repræsentanter :

Konstitueret direktør i Huset Venture Aarhus, Kjeld Søndergaard.
Afdelingschef i Kurser og Afklaring i Huset Venture Aarhus, Bjørn Bjørnepote.
Projektleder og socialfaglig konsulent i Huset Venture Storkøbenhavn, Lene Romer Halby.
Hjælpemiddel- og produktionsleder i Huset Venture Storkøbenhavn, Katja Piil.
Afdelingschef i Huset Venture Kolding, Hans Holmer.

Ønsker man at vide mere om en socialøkonomisk virksomhed, der ansætter fleksjobbere – så kontakt gerne en af husets repræsentanter på folkemødet.