HUSET VENTURE MODTAGER ANERKENDENDE MÆRKAT FOR SOCIAL ANSVARLIGHED

Furesø Kommune har tildelt Huset Venture Storkøbenhavn et nyt mærkat, der gives til virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar. 

Huset Venture er blandt de ca. 20 virksomheder, der har modtaget en særlig anerkendelse fra Furesø Kommune. Tidligere på året vedtog Furesø Kommune at indføre en ny mærkningsordning, der skulle bidrage til at fremhæve virksomheder i kommunen, der kan og vil gøre en særlig indsats for at hjælpe borgere ind på arbejdsmarkedet.

Mærkningsordningen er nu blevet til virkelighed, og Huset Venture i Storkøbenhavn har fået det fine mærkat som et synligt bevis for sin indsats med at afklare, udvikle og skabe job til furesøborgere med nedsat arbejdsevne.

 – Vi er stolte af at modtage mærkatet, der er med til at synliggøre, at vi tager et særligt socialt ansvar for udsatte borgere. Så vidt vi ved, er Huset Venture den eneste virksomhed uden for Furesø Kommune, der har fået mærkatet, men vi har også et godt og tæt samarbejde med kommunen – både i form af aktiviteter, vi afholder i Furesø Kommune, og i form af furesøborgere, der er ansat i fleksjob eller er i forløb i Huset Venture, forklarer Lone Gregaard, der er afdelingsleder i Huset Venture Storkøbenhavn.

Mærkningsordningen er udviklet i et samarbejde mellem Furesø Kommunes Advisory Board og Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget.