STOR BRUGERTILFREDSHED MED HUSET VENTURES JOB- OG UDVIKLINGSFORLØB

Hele 96 % af borgere i forløb hos os vurderer, at de får udbytte af det, viser ny undersøgelse.

Antallet af arbejdsledige i Danmark har været faldende over en lang årrække. Det betyder dog langtfra, at der ikke stadig er behov for en indsats målrettet de borgere, der af den ene eller anden grund er særligt udsatte i forhold til arbejdsmarkedet. En sådan målrettet indsats er netop, hvad vi i Huset Venture tilbyder de pågældende borgere via forskellige beskæftigelsesrettede job- og udviklingsforløb – og det med stor succes.

Således viser en undersøgelse foretaget af Huset Ventures Videncenter, at 96 % af de i alt 147 borgere, der i løbet af 2023 har været i forløb hos Huset Venture fordelt på vores 4 afdelinger i landet, vurderer, at de har fået udbytte af deres forløb. Borgerne vurderer desuden deres forløb på parametrene afklaring af beskæftigelsesmuligheder, øget motivation og selvtillid i forhold til at komme i job, samt øget livskvalitet. Her er antallet af positive tilbagemeldinger tæt på 90 %.

En af borgerne fortæller efter afsluttet forløb:

– Jeg har fået håbet og troen på, at jeg kan blive en del af arbejdsmarkedet igen, og at jeg kan bruges til noget. Jeg har også fået min selvtillid tilbage i forhold til arbejdslivet og fået en indsigt i og et større repertoire i forhold til arbejdsmarkedet.

I Huset Venture er vi selvfølgelig både på vores egne samt borgernes vegne utroligt glade for den positive feedback og de opnåede resultater – ikke mindst kan det også nævnes, at hele 74 % af borgerne har opfyldt det succeskriterie, der inden forløbsstart blev fastsat af den enkeltes sagsbehandler ved kommunen.

Inge Bak, administrerende direktør i Huset Venture, udtrykker da også stor glæde over resultatet:

– I Huset Venture ønsker vi at gøre en positiv forskel for mennesker, der har brug for en hjælpende hånd tilbage på eller ud på arbejdsmarkedet. At vi i høj grad lykkes med det, kan vi nu se sort på hvidt: Borgerne i forløb hos os synes, at vi gør en forskel – og tallene viser samtidig, at vi faktisk gør det.