Projektet ”Sund digital arbejdsplads” løber fra maj 2025 til oktober 2026 og omfatter en række initiativer…
Huset Venture har modtaget økonomisk støtte fra Velliv Foreningen til projekt ”Sund Digital Arbejdsplads”. Projektet har til formål at udvikle og forankre nye digitale rammer for kollegialt fællesskab og samarbejde, som understøtter mental sundhed blandt vores 140 ansatte på landsplan – hvoraf 95 % er ansat i fleksjob på grund af fysiske eller psykiske udfordringer.
Med støtte fra Velliv Foreningen kan vi nu som virksomhed tage et vigtigt skridt i at øge trivslen og styrke sammenhængskraften i vores organisation. Med geografisk spredte afdelinger og nedsat arbejdstid for den enkelte ansatte i fleksjob er det hos Huset Venture en særlig stor udfordring at skabe teamspirit og holdånd. Og derfor er det digitale set-up særligt afgørende for at skabe sunde, fleksible digitale fællesskaber, hvor relationer og trivsel kan trives på tværs af afstande og skånebehov. Huset Venture har afdelinger i Vestjylland, Østjylland, Sydjylland og hovedstadsområdet.
Projektet ”Sund digital arbejdsplads” løber fra maj 2025 til oktober 2026 og omfatter en række initiativer – blandt andet en fælles personaledag, digital kortlægning af arbejdsmiljøet, workshops for ledelsen og udvikling af digitale samarbejdsværktøjer, der passer til den virkelighed, vi har i Huset Venture.
Vi ser frem til at dele vores erfaringer og resultater, så andre organisationer i lignende situationer også kan få glæde af de metoder og værktøjer, vi udvikler. Tak til Velliv Foreningen for at gøre dette muligt. Sammen skaber vi en sundere digital arbejdsplads – for alle.




