Vores store undersøgelse og rapport ”Fleksjob i praksis” kan nu findes på biblioteket.
Dags dato er knap 120.00 mennesker i Danmark godkendt til fleksjob, hvoraf ca. 100.000 er i beskæftigelse. Men hvem er de egentlig, hvordan fungerer de på arbejdspladsen – og ikke mindst: Hvad tænker de pågældende selv om at være ansat i fleksjob?
Det syntes vi i Huset Venture kunne være interessant at afdække, og det mundede ud i en rapport på 204 sider fra vores Udviklings- og Videncenter. At vi heldigvis ikke er de eneste, der finder projektet interessant, har vi nu fået sort på hvidt: Vores rapport, ”Fleksjob i praksis”, er blevet optaget i Nationalbibliografien, hvilket betyder, at rapporten kan søges frem på bibliotek.dk og lånes digitalt – samt i fysisk form på Det Kongelige Bibliotek på AU.
På UCL i Odense får studerende ligeledes mulighed for at give sig i kast med ”Fleksjob i praksis”. Det lokale uddannelsesbibliotek har nemlig rekvireret to fysiske eksemplarer, som BibMedia derfor har indkøbt af os.
Inge Bak, administrerende direktør i Huset Venture, siger:
– Af de ca. 150 ansatte i Huset Venture er 95 % i fleksjob. Det giver os en ret unik mulighed for at undersøge og analysere kompetencer, rammer og vilkår for ansatte i fleksjob, og undersøge omstændighederne forbundet med at drive en virksomhed med så mange ansatte i fleksjob.
– Vi har ønsket, at ”Fleksjob i praksis” skulle offentliggøres for at dele viden om fleksjobansattes kompetencer og ressourcer og øge kendskabet til det potentiale, der ligger i at ansætte mennesker i fleksjob, hvilket vi mener, vi kan med resultaterne fra undersøgelsen, siger Inge Bak.
Skulle du være blevet nysgerrig efter at blive klogere på, hvordan ansættelse i fleksjob udmønter sig i praksis, kan du også stadig tilgå rapporten lige her



